|
Konvojleder i Jugoslavien
Vinteren '94 - '95
(Klik på billederne for forstørrelser)
|
Næste side - side 2 |
Kroatien
|
Bosnien
|
Konvojholdet.
Det er alle dejlige mennesker som jeg tilbragte cirka 3 måneder i selskab med henover julen 1994.
Der er desværre ikke særlig mange billeder af hvad vi egentligt lavede i disse måneder, da vi ikke måtte tage kameraer med ind i Bosnien, hvor vi fortrinsvist
kørte med nødhjælpen. Men lidt er det da blevet til. Nederst på denne side kan du finde de nuhedsbreve jeg skrev hjem til venner og familie.
Optakt
Jeg flyttede i sommeren 1994 til Århus - idet jeg var overbevist om at jeg var guds gave til seminariet, og derfor ikke ville have noget bøvl med at komme ind.
Jeg flyttede i bofællesskab i Gjellerupparken i ØstÅrhus og blev noget overrasket da jeg fik afslag på min ansøgning om optagelse på ÅDAS (Århus dag- og aftenseminarium).
Så måtte jeg jo finde på noget andet at lave. Det blev dels til at være Pædagogmedhjælper på et par daginstitutioner i Gjellerupparken (hvor man uvægerligt får lært lidt arabisk).
Desuden så valgte jeg at skrive mig på Beredskabsstyrelsens liste over frivillige til Jugoslavien. I dag er det ret klart for mig, at jeg tog dette valg
som en måde at bekræfte mig selv i at der i hvert fald var noget jeg duede til.
En dag i oktober kom der brev om at jeg var den næste på listen, og jeg kunne komme afsted i starten af november hvis jeg stadig ønskede det.
Det gjorde jeg!
|
|
Der var to afskedsrunder for mit vedkommende. I første omgang sagde jeg farvel til min familie i Snejbjerg ved Herning. Her er det min mor og far der siger farvel på Herning banegård.
|
|
I anden omgang sagde jeg farvel til mine venner i København. Min gymnasieklassekammerat Allan (til venstre) og min gøglermakker Kenneth (midterst) kom og spiste farvel med mig.
Kenneth havde ikke nået toget fra herning og havde derfor hurtigt taget en flyver fra Jylland - det blev jeg meget rørt over.
|
|
|
Før vi tog afsted til Kroatien skulle vi på et todages introkursus Beredskabsstyrelsen i Birkerød.
Efter at have mødt de andre ledere på holdet: hhv. vores chef - Susanne, den anden konvojleder - Jørgen og vores chef for værkstedet - Peter, tog vi til Glostrup
og fik vores mundering. Blandt andet skulle vi have en fragmentationsvest og en flakhjelm. Her til venstre er vi ved at pakke vores køjesække i Glostrup.
|
Flyveturen til Kroatien forløb uden problemer, og så mødte vi det gamle hold som vi skulle afløse. Det kørte efter surdejsprincippet: Dels så kom vi ledere ned en uges tid før
det nye hold, så vi kunne lære af de gamle konvojledere før vi selv skulle stå med problemerne. Dels så var der altid nogle af chaufførerne der
blev og fortsatte en periode mere, så man havde nogle der kunne sætte de nye ind i det praktiske.
Her siger vi farvel til det gamle hold...
|
|
|
...og goddag til det nye.
Holdet kom aldrig siden til at se så pæne ud igen, efter at dette billede var blevet taget. Der gik nærmest sport i at klæde sig grimmest mens vi kørte rundt. Så det var vist kun fordi de havde fået at vide at
de skulle rejse i det udleverede tøj.
|
De to største farer for os var miner og vejret. Meget af kørslen foregik i bjerge og i sne/slud/frost.
Derfor var noget af det første vi kom igennem, et minekursus. Det foregik i lufthavnen, for det var der at FN soldaterne (UNPROFOR - United Nations PROtection FORce)
var indkvarteret. Her bliver vi undervist af en dansk oberst. Foran ham ligger en pansermine.
|
|
|
Her er et billede af hvor meget der er synligt når en personnelmine er begravet kun med udløseren over jorden.
Knivens spids peger på den lille plaststjerne der skal trædes i bund før man får foden blæst af.
Vi lærte at vi aldrig måtte gå på græs uden at det var en bevidst handling. Det betød at jeg altid tænkte over det før jeg trådte på græs: "er dette sikkert område...?, er der friske gravespor...? etc". Den vane
havde jeg svært ved at lægge fra mig efter jeg kom hjem igen - men det lykkedes efter et par uger.
|
|
Her er lederhuset hvor vi boede. Der var lejet to huse - et til chaufførerne og et til lederne. Chaufførerne fik lov til helt selv at styre hvordan de ville indrette sig. Der var ingen antrædning eller skabscheck om morgenen.
Det var vi vist alle glade for. Det gav en helt anden arbejdsmoral og indstilling til hinanden end der var på kasernen.
|
|
|
Her sidder vi og spiser aftensmad, den første aften. Det var pizza fra SVIM - det lokale pizzabageri. Vi fik næsten altid købemad i den tid vi var afsted, for når man kom hjem fra dagens konvoj,
så var klokken ofte godt seks, og efter at have afleveret og tanket lastbilerne på den fabrik hvor de kunne stå sikkert om natten, så var klokken ofte
over syv.
|
Næste side - side 2 |
Dokumenter
 Første brev hjem Det første brev jeg sendte til familie og venner efter ankomst dernede
Petrovac konvojen Den mest uheldsramte af de konvojture jeg ledte
En forskrækkelig konvojtur En konvojtur vestpå i Kroatien
Kommunikation (eller "tegn-og-gæt") En historie om hvor svært det kan være at kommunikere når man ikke har et fælles sprog
Stemningsbilleder Diverse klip fra dagbogen
|
;)
;)
;)
;)
;)
;)
;)
');)
;)
;)
;)